
Ny idrætshal, Frederiksværk
Ny idrætshal i Frederiksværk for Halsnæs Kommune.
BASE Entreprenør har som totalentreprenør opført en ny idrætshal ved Frederiksværk Skole. Byggeriet omfatter en hal på 1.463 m2 og er en moderne facilitet, der skal styrke båndet mellem skole og foreningsliv. Hallen er tænkt som et naturligt samlingspunkt for både børn og voksne, som inviterer til aktivitet, fællesskab og bevægelse – både inde og ude.
Bygningen rummer en stor idrætssal, en lys og imødekommende foyer, omklædnings- og badefaciliteter, HC-toilet med omklædning, multirum, anretterkøkken, rengørings- og teknikrum samt flere depotrum. Foyeren forbinder bygningen med de udendørs arealer og skaber en naturlig sammenhæng med skolens udeområder.
Projektet er opført med fokus på kvalitet, funktionalitet og lang holdbarhed. Idrætshallen er udført som et tungt byggeri i robuste materialer som beton, træ og stål, hvilket sikrer lavt vedligeholdelsesbehov og stor slidstyrke. Der er arbejdet målrettet med tilpasning af lysforhold, akustik og indeklima i de enkelte rum, så de understøtter rummets anvendelse. Som gulvbelægning er der anvendt PU-belægning, der er særligt slidstærk og skridsikker, og dermed ideel til både idrætssal, omklædningsrum og opholdsarealer.
Det arkitektoniske udtryk sikrer, at hallen indgår naturligt i skoleparken og er tilpasset den eksisterende skolegård ved Frederiksværk Skole. Da skolen var i fuld drift under opførelsen, stillede det krav til en gennemtænkt byggeproces. Projektet er en del af en større udviklingsplan, hvor den nuværende Enghavehal skal nedrives for at give plads til en fremtidig udvidelse af skolen, mens den nye hal er placeret i det grønne område syd for ankomstområdet fra Parallelvej.
Bæredygtighed er tænkt ind i projektets materialer, drift og ressourcestyring, som en naturlig del af byggeriets samlede kvalitet.
BASE har opført byggeriet i samarbejde med Arkitektfirmaet Faber & Have ApS samt RØNSLEV.