
Springhal, Høng
Springhal Høng er en udvidelse af den eksisterende Høng Hal med en ny moderne springhal på 990 m², som BASE har opført i hovedentreprise for Kalundborg Kommune.
Springhallen indeholder toiletter, en åben garderobe samt et åbent depot. På sigt er det tanken, at hallen skal forbindes med det øvrige idrætsanlæg med et Loop - et tag med forskellige aktiviteter under.
Bygningen er opført som en moderne hal med fokus på æstetik, funktionalitet og god akustik. Arkitekten har lagt vægt på flotte detaljer og et lyst, indbydende miljø. Overfladerne i hallen fremstår som et harmonisk samspil mellem stål, træ, linoleum og troldtekt.
Væg- og loftsbeklædningen udføres i krydsfiner og troldtekt, som tilsammen bidrager til både en behagelig akustik og et lyst indeklima. Arkitekten har desuden haft fokus på at synliggøre bygningens statiske konstruktion. Det betyder, at konstruktionsstålet står synligt, med søjler langs ydervægge og stålgitterspær i loftet – alt udført i en flot hvidmalet overflade, der både understreger konstruktionen og opdeler vægfladerne i indrammede felter.
Gulvet i springdelen er etableret som et fladeelastisk sportstrægulv, der kan optage mindre vibrationer og dermed egner sig godt til de mange sportsaktiviteter, hallen skal danne ramme om.
I hallens ene ende er der etableret tre store nedsænkede trampoliner med tilhørende springgrave. Derudover er der udført en nedsænket fast track-bane, som ligeledes ender i en springgrav. Indretningen gør, at hallen er ideel til gymnastik- og springaktiviteter på alle niveauer, fra begynderen til den mere erfarne og seriøse springgymnast.
Projektet blev udført i et tæt og konstruktivt samarbejde med bygherre og alle rådgivere. Der har været en god dialog på tværs af parterne, og der blev arbejdet aktivt med værdiskabelse, både i forhold til projektering, økonomiske optimeringer og besparelser.
BASE Entreprenør har udført projektet i samarbejde med Elkiær + Ebbeskov arkitekter og OBH Rådgivende Ingeniører, samt Kalundborg Kommunes bygherrerådgiver Michael Gylling.