
Østjysk Våbenhandel, Hedensted
Erhvervsbyggeriet er udført i mørke betonelementer med lange vandrette vinduesbånd og store glaspartier fra gulv til loft. Logografik af en flyvende fasan er et dekorativt element på en markant solskærm foran indgangsfacaden, som vil få en ikonisk værdi for bygningen og dens indhold - og bliver et pejlemærke for forretningens kunder og forbipasserende på E45.
Det nye domicil fremstår med et klart og let genkendeligt formsprog, der hurtigt kan aflæses fra motorvejen. I facaden på 120 meter mod motorvejen indbygges en lang vandret lysramme omkring vindues-båndene på 1. sal - et karakterskabende element, der giver associationer om et geværløbs lange slanke form.
Jagtcentrets 8.700 etagemeter er i stueplan indrettet med ca. 2.500 m2 butiksareal, ca. 1.500 m2 lager samt administration og våbenværksteder. På 1. sal er der indrettet kontorer, konference- og velfærdsfaciliteter - og der er indgået lejeaftaler med Jelling Jagtrejser, Erling Mørch konservator og Labrador Cargo, alle virksomheder med relation til jagt og "outdoor" aktiviteter. I kælderen er der etableret tre underjordiske skydebaner, bl.a. til indskydning af rifler.
BASE har på projektet samarbejdet med Ginneruparkitekter og Oluf Jørgensen A/S.
Fakta om projektet
Østjysk Våbenhandel i Hedensted har i 2014 fået et nyt og markant domicil lige ud til motorvej E45. Indehaveren af Europas største jagthus er både stolt af resultatet og tilfreds med BASE: "Samarbejdet har ganske enkelt være uovertruffet – det kan ikke gøres bedre".
Indehaver af Østjysk Våbenhandel A/S, direktør Jens Pedersen, siger: -BASE har udført et fantastisk stykke arbejde. Det er jo ikke et hvilket som helst projekt – men den eneste butik i Europa af den størrelse. Jeg er helt bestemt tilfreds, og jeg kan helt sikkert anbefale BASE as til andre.
-Både Kasper Løvstrup Nielsen og Martin Kajhøj Johnsen fra BASE har været enestående. Et par rigtige guttermænd, som i hele byggeperioden har løst de spørgsmål, der altid vil dukke op. Og ikke nok med det – de har også givet os gode råd, hvis de følte, at vi burde lave noget om i forhold til planerne. F.eks. at vælge LED-lys i stedet for almindeligt lys. Det er dyrere at installere, men på den "lange bane" er det helt rigtigt økonomisk, siger Jens Pedersen.
-En anden ting: Vi fandt undervejs ud af, at vi ikke kunne køre med løftevogn på tæpper herinde. Så kom BASE-folkene med en rigtig god ide – nemlig at lægge baner af træ på gulvet ned gennem butikken. Det fungerer, og det ser godt ud – og passer jo rigtig fint til natur, jagt og fiskeri. BASE har altså ikke bare tænkt i at bygge, men også i brugbarheden bagefter. Og det er flot!, siger indehaveren af Europas største jagthus.
-Ja, det er absolut Europas største jagthus. Der findes ikke noget større. Der er også et jagthus i Tyskland, men det er kun halvt så stort. Og det er vi stolte af. Meget stolte af. Vi bliver også brugt som en udstillingsbutik – også for udlændinge. Vi har f.eks. møder med leverandører, der benytter lejligheden til at samle alle agenter fra Europa. Så vi er jo lidt tiltrækkende, siger Jens Pedersen.
-Vi har også haft gæster fra bl.a. U.S.A. og Tyskland – og når de kommer herind, kan vi se, at de er duperede. Så alt i alt må vi sige, at byggeriet som helhed har været fantastisk – og alene det at gå på arbejde hver dag, og komme ind i sådan en butik… For mig er det simpelthen en skøn glæde, siger Jens Pedersen indehaver af Europas største jagthus – Østjysk Våbenhandel i Hedensted.